Gzewliga

[Irene Augustine]

Det er så strålende som fila sko det lyder. Derefter løber spor som 'Jesu lys' og 'Potter & pander' tempoet op med nogle tykke riller, der ville passe godt ind på enhver Ibiza strandfront-café. Steder har dette en lollende, hyper-cool, chill-out rille, som f.eks. På den øverste trip-hop-afgang 'The Sheriff'. I andre er det op og i dit ansigt. Men det er altid funky og altid ekstremt melodisk ... lidt som et Sasha-sæt på valium. Med andre ord er det lige så stort set balearisk som en flaske San Miguel uden for Cafe Mambo. Så desto mere overraskende er det, at albummet er lavet af en flok stenere fra Hull, der aldrig har været på Den Hvide Ø.

Den britiske duo Fila Brazillia er producenterne Steve Cobby og Dave McSherry, der har holdt ved med at indsamle nok melodier efter deres april-udgivelse "The life fila sko hvid and Times of Phoebus Brumal", deres seneste udgivelse er deres tiende album i lige så mange år. French for ti Dicks har tilfældigt 23 spor af de samme cifre som deres eget 23 Records-label, samt frigiver separate solo-projekter med Steve Cobbys "96" Solid Doctor and Dave "Man" fila sko tilbud McSherry Mandrillus Sphynx på 23 Records i 2003, spørgsmålet er fortsat , hvordan frigiver du to albums på et år, klemmer indspilningen ind og kører en label.

Med deres første optagelse fra svinekødoptagelser i 1990 I det sidste årti har Fila Brazillia opbygget et ry som ekstremt efterspurgte remixer, ligesom Busta Rhymes, Radiohead, Sven Vath og andre genopgaver. Nummer 10 fra Fila Brazilia, mætter Dicks din gane med alt og noget, somme tider som om du spiser din middag og ørkenen alt sammen og tjente som en ryste.

Fyldt med alt fra den psykedeliske rock, bryder fila sko dame infunderet elektro og kaster noget samplet materiale til et godt mål, og glem ikke, at Banjo! Endnu en gang kaster Fila Brazillia et eklektisk album som nogensinde, hvilket har givet dem deres status som nogle meget respekterede, revne remix-banditter. I det mindste kan du finde den "lyserøde" cd, når du leder efter den. Fila'erne er en slags mirakel. Det er svært at forstå, hvor de megaproducenter får deres ideer fra - jeg mener, de kaster deres ting på masserne, som om det ligger i deres baghave.

Fila Brazillia slår sig sammen med det omgivende klaver fra Harold Budd og New Wave art rock fra Bill Nelson på de tre hvide roser og en BUDD EP. Åbningssporet, "Ingen skygge, ingen skygge," har den drivende, triste kvalitet, som man kunne forvente af Harold Budd, og når den løber over sporets længde, overlejrer de andre bidragydere det med ildevarslende elektronik. "Adrift midt i Les Odalisques" har en meget drømmere fornemmelse, ligesom sollys, der drypper gennem blade, og Fila-drenge lægger en blid rille på toppen. Bill Nelson's guitar kommer i spidsen for "The Airless Time", som fila klipklapper et smertehyl, med Budd's klaver ved siden af.

Jeg tror ikke, der er et dårligt spor på det, og det er helt anderledes end noget andet, du vil lytte til. Det blander nemt elektronika til andre genrer som folk, jazz og funk musik. Som alle de bedste albums kræver det et par lytninger for at få mest muligt ud af det, men det er album, som jeg stadig lytter til regelmæssigt, selvom det er en god 5 år gammel. Stærkt anbefalet. Fila Brazillia har honet deres kunst i over 10 år, og dette syvende studioalbum bærer præg af denne oplevelse.

[Reklama]